I den gennemgående overskrift på min bog ”Slået hjem”’s hjemmeside står der blandt andet: En bog om tab af job, prestige, magt og identitet.
Da én af mine gode netværkskammerater så den, skrev han resolut i en mail til mig: ”Flot side, men du mistede da ikke din identitet!”. Hvortil jeg kort måtte svare: ”Men jo - en smule. Min (arbejds)identitet var bygget op omkring mit job og min stilling, og noget af den identitet mistede jeg”.
Jeg har i alle år – fra det allerførste job og helt frem til i dag – haft evnen til (eller behovet for) at identificere mig meget med mit job, min stilling og min virksomhed. Og i en skøn blanding af stolthed, tilhørsforhold, tryghed, genkendelsesglæde, uniformering, sammenholds følelse og hold ånd, stod jeg altid i forreste række til uddeling af firma løbetøj, T-shirts, muleposer, mærkater med firmalogoet til bilens bagsmæk mv. Jeg var ”firmaets mand” både på arbejde og i fritiden.
Samtidig var det i mine første arbejdsår, at jeg grundlagde mange af de private venskaber, som jeg den dag i dag stadig er privilegeret af at have og som udgør en stor del af min venne- og omgangskreds. Så firmasammenholdet og firmakammeratskabet udviklede jeg til private venskaber og kammeratskaber, hvorved arbejde og fritid i endnu højere grad smeltede sammen.
Som tiden gik og min karriere tog fart, kom der en yderligere dimension på – nemlig min titel, mit ansvarsforhold og min lederposition i de respektive virksomheder, som jeg arbejde i. Og det kulminerede helt entydigt, da jeg blev – og kunne begynde at kalde mig selv – ”administrerende direktør”.
Der er job titler, som kan være svære at tyde eller forstå, men titlen af administrerende direktør har en betydning, vægt og klang, som er ret unik. For mig betød det ydmyghed overfor jobbet og ansvaret overfor aktionærerne, bestyrelsen og medarbejderne; og samtidig betød det en tydeliggørelse af min fremtræden og profil.
Kort sagt – jobbet og det tilhørende prædikat blev en del af min identitet; og jeg præsenterede mig sjældent hverken offentligt eller privat uden at det faldt mig naturligt ind, at nævne både min virksomhed og min titel.
Det lå simpelthen så dybt i mig, at min livsopgave var ledelsen af virksomheden og at det var en opgave og et ansvar, som fulgte mig hele døgnet, uanset hvor jeg var og hvad jeg lavede. Og da jeg samtidig var mindst lige så meget ”firmaets mand”, som i de unge år; så var jobbet, virksomheden og min titel en integreret del af mig.
Da jeg så mistede mit job, blev jeg med eet frataget – min livsopgave, min ynglings beskæftigelse, 50-60 timer af intens og spændende aktivitet om ugen, mit bedste samtaleemne, det som fyldte mange af mine tanker fra morgen til aften og ikke mindst – en del af min identitet.
For hvad er man: Når man ikke har et arbejde? Når man ikke har et ansvar? Når man ikke er del af en gruppe? Når man ikke må gøre det, som man er god til? Når der ikke er behov for én? Når man ikke mere får hverken ros, ris, støtte, opbakning, sparring eller hjælp? Når man sidder alene derhjemme og er arbejdsløs?
Man er en helt masse andet – selvfølgelig. Men det er sandelig ikke en opdagelse og erkendelse, som man lige finder frem af kommodeskuffen dagen efter sin fratrædelse og som kan udfylde det tomrum og det gab, en opsigelse fremprovokerer.
Så jo, det handler i høj grad om tab af identitet.
Kommentarer
- #1
Lanhuong 13-11-2013 03:35 salam.mikhastam azatoon tsaoakhr bokonam. tamame barnamehatoo ro rooye iPod rikhtam va estefade mikonam. vaghean zahmat mikeshid ba inke fekr nemikonam hich manafe'e mali baratoon dashte bashe.tashakor tanha karie ke mitoonam bokonam.movafagh bashid. http://kwacrthzese.com [url=http://pnfzeple.com]pnfzeple[/url] [link=http://ktfqbcsrtxb.com]ktfqbcsrtxb[/link]
- #2
Ruby 02-11-2013 02:57 Algirht alright alright that's exactly what I needed!
- #3
Chompoo 30-10-2013 09:09 Salam,dar ghesmat e akbhar chandbar az kalame HACKER be onvan e kharabkar ha estefadeh shodeh (dar hengamm e nofooz va kharabkari be system haye computeri) ke khon hamoontori ke doostan e ahl e computer midoonand in kalame dorsti nist baraye omoor e kharabkaraneh .bejaye HACKER ( ke hamoon computer GEEK ha hastnad ) bayad az kalame e CRACKER estefadeh kard.mesl e hamishe barnamhae aali hastand , mamnoon.marhamt ziad.
- #4
Rafa 28-10-2013 13:29 First, thank you for your programs and your eforft in having the programs every week. Afshin jan, I am agree with your opinion, in future, internet based TV providers (e.g. hulu and netflix) would be more prevalent than cable or dish services, though they wont vanish of course.About the Soheyla program, I have to say it would be better if she strengthen her argument with some statistic and numbers. Divorce is a hard to swallow fact in life, I would have like her program more, if she has narrated the reason of divorce with one anecdote or historic story. All in all it was good job.Best wishes,Mohammad In general Is it nice to have
- #5
Elise 27-08-2011 12:15 Det gælder også os kommunale!
- #6
Mads L. 27-08-2011 11:52 Kommentar:
1Hej
Jeg har hele mit arbejdsliv arbejdet for kommunen - og har det samme tilhørsforhold til min arbejdsplads. Vi har ikke stremaere eller andet reklame-materiale, men stoltheden over jobbet og arbejdspladsen er den samme.
Skulle jeg - Gud forbyde det - miste jobbet, tør jeg slet ikke tænke på mit tab af identitet og sammenhold.
Min mand var for år tilbage arbejdsløs i en længere periode. Vi mødte hinanden på arbejdspladsen, så han var også indenfor kommunen. Men nu er han ude i det private. Hans krise dengang var slem og han manglede også "noget af sig selv", indtil han kom i job igen.
Med venlig hilsen
Elise
Firmaets mand, skriver du - same, same
På min bagrude har jeg en streamer med firmaets navn, mit læbetøj er firmaets, indkøbs posen, min golf cap osv. Nå jeg er sammen med vores bekendssksbs kreds eller møde nye mennesker, er mit ynglingstema mit job og min arbejdsplads.
Jeg er ikke i nærheden af at miste mit job. Men jeg kan godt forestille mig tabet, hvis det skulle blive tilfældet.
Vi havde to opsigelser runder i virksomheden i slutningen af året 2009, og enkelte kollegaer er vist ikke i job endnu. Når vi mødes siger de stadig "vi" og "os" - de er stadig virksomhedens mænd (og kvinder).
Mvh
John P.